Gennemsigtighedskravene i AI Act gælder allerede
Indsigt/Gennemsigtighedskravene i AI Act gælder allerede
AI Governance🇩🇰 Dansk

Gennemsigtighedskravene i AI Act gælder allerede

November 2026·6 min læsning·Brian P.N. Tofft

Mens alle talte om udskydelsen af højrisikokravene, gik en anden del af EU AI Act i gang uden ret meget opmærksomhed. Siden 2. august 2026 har artikel 50 krævet gennemsigtighed, når AI taler med mennesker eller skaber indhold. Digital Omnibus rørte ikke ved den frist. Her er, hvad kravene betyder, hvem de rammer og hvad I bør gøre nu.

Hvad kræver artikel 50?

Artikel 50 kræver, at mennesker ved, når de har med AI at gøre. Chatbots skal sige, at de er en maskine. AI-genereret tekst, lyd, billeder og video skal kunne genkendes som kunstigt skabt. Deepfakes skal mærkes. Folk skal informeres, hvis de udsættes for følelsesgenkendelse.

Artikel 50 handler om én ting: folk skal vide, når de har med AI at gøre. Forordningen beskriver fire situationer.

Den første er chatbots og andre systemer, der taler direkte med mennesker. De skal være indrettet, så brugeren får at vide, at det er en maskine. Undtagelsen er, når det er åbenlyst for en almindeligt opmærksom person.

Den anden er AI, der genererer syntetisk tekst, lyd, billeder eller video. Her skal udbyderen mærke indholdet i et maskinlæsbart format, så det kan genkendes som kunstigt skabt.

Den tredje er systemer til følelsesgenkendelse og biometrisk kategorisering. De mennesker, der udsættes for dem, skal informeres.

Den fjerde er deepfakes og AI-genereret tekst, der offentliggøres for at informere offentligheden om forhold af almen interesse. Her skal den, der bruger systemet, oplyse, at indholdet er kunstigt skabt eller manipuleret. Tekst er undtaget, hvis et menneske har gennemgået den og nogen står med det redaktionelle ansvar.

Oplysningen skal være klar og gives senest ved første kontakt med systemet eller indholdet. En linje i en privatlivspolitik, som ingen læser, er ikke nok.

Gælder kravene stadig efter Digital Omnibus?

Ja. Artikel 50 har gældt siden 2. august 2026. Digital Omnibus udskød højrisikokravene til december 2027 og august 2028, men lod gennemsigtighedskravene stå. Den eneste lempelse er en kort overgang for mærkning af AI-genereret indhold i systemer, der allerede var på markedet før 2. august 2026.

Ændringsforordningen Digital Omnibus (forordning 2026/1744) trådte i kraft i sommeren 2026. Den flyttede kravene til højrisikosystemer under bilag III til 2. december 2027 og kravene til AI i produkter under sektorlovgivning til 2. august 2028. Den ændrede ikke datoen for artikel 50.

Den eneste lempelse gælder den maskinlæsbare mærkning af AI-genereret indhold. Udbydere af generative systemer, der allerede var på markedet før 2. august 2026, har fået en kort overgang til 2. december 2026. Nye systemer skal leve op til kravet fra første dag. Overgangen gælder kun udbyderne. Jeres egne pligter som bruger af systemerne gælder allerede.

Kommissionen offentliggjorde sine endelige retningslinjer for artikel 50 i juli 2026. Samme måned godkendte den en frivillig adfærdskodeks for mærkning af AI-genereret indhold. Hverken retningslinjerne eller kodeksen er lov, men den er det bedste bud på, hvad en tilsynsmyndighed vil forvente.

Overtrædelser af artikel 50 kan give bøder på op til 15 mio. euro eller 3 % af den globale omsætning. Det er ikke derfor, I skal gøre det. Men det viser, at gennemsigtighed ikke er en fodnote i forordningen. Budskabet er enkelt: fristen flyttede sig for højrisiko. Den flyttede sig ikke for gennemsigtighed.

Udbyder eller deployer: hvem har ansvaret?

Udbyderen, der udvikler systemet, skal indrette chatbots, så de fortæller, at de er AI. Udbyderen skal også mærke genereret indhold. Deployeren, der bruger systemet, skal oplyse om deepfakes, offentliggjort AI-tekst og følelsesgenkendelse. Bygger I selv en løsning på en sprogmodel og sætter jeres navn på den, kan I blive udbyder.

Forordningen skelner mellem udbydere og deployere. Udbyderen udvikler systemet og sætter det på markedet. Deployeren bruger det i sit arbejde. De fleste danske virksomheder er deployere. Det lyder som en fritagelse. Det er det ikke helt.

Køber I en chatbot fra en leverandør, er det leverandørens ansvar, at den kan fortælle brugerne, at den er en maskine. Men det er jer, der sætter den op på hjemmesiden, giver den et navn og skriver dens velkomsthilsen. Hedder den Sofie og har et smilende portrætfoto, har I gjort det sværere for kunden at se, at det er AI.

Bygger I selv en løsning oven på en sprogmodel og sætter jeres navn på den, kan I blive udbyder af det system. Så er kravene til både oplysning og mærkning jeres egne.

Kommissionen skriver desuden, at deployere ikke kan læne sig op ad udbyderens maskinlæsbare mærkning for at opfylde deres egen oplysningspligt. Et vandmærke i en billedfil, som ingen kan se, fortæller ikke læseren noget. Skal en deepfake mærkes, skal mærkningen kunne ses af dem, der ser den.

Hvor rammer kravene typisk?

Artikel 50 handler sjældent om de store AI-projekter. Den handler om de små, synlige ting.

Chatbotten i kundeservice er den oplagte. Den skal sige, hvad den er. Og det skal ske, før kunden har brugt fem minutter på at forklare sit problem til den.

Telefonrobotter og stemmeassistenter er næste kandidat. En syntetisk stemme, der lyder som et menneske, er præcis det, kravet er skrevet til.

Marketing er den tredje. Billeder og video skabt med AI, der kan forveksles med virkeligheden, kræver mærkning. Et produktfoto med en AI-genereret model i en ægte stue er et godt sted at starte overvejelserne.

Følelsesgenkendelse er den fjerde og den, der overrasker mest. Analyserer jeres kundeservice kundernes stemning i opkald, skal kunderne informeres. Analyserer systemet derimod medarbejdernes følelser, er I slet ikke i artikel 50. Følelsesgenkendelse på arbejdspladsen har været forbudt siden februar 2025, bortset fra medicinske og sikkerhedsmæssige formål.

Det, de fire har til fælles, er, at de sjældent står i et AI-register. De ligger i marketing, kundeservice og hos leverandøren. Det er den samme historie, som vi beskriver i hvad vi finder, når vi kortlægger AI-systemer.

Hvad vi har lært

Gennemsigtighed er den billigste del af EU AI Act at leve op til. Det er også den del, der oftest bliver glemt. Højrisikokravene har fået al opmærksomheden, fordi de er dyre og komplicerede. Artikel 50 er en tekst i en chatbot og en mærkning på et billede. Det er netop derfor, ingen har ejerskab til den.

Mønsteret kender vi fra IT-projekter. Når afdelinger køber løsninger uden om IT, ender de uden for overblikket. Chatbots, stemmeløsninger og AI-værktøjer til marketing bliver typisk købt på samme måde. Den afdeling, der har behovet, køber dem selv. Eller de kommer med som en ny funktion hos en leverandør, I allerede har. Derfor står de ikke i et register, når nogen spørger.

Det andet er, at ansvaret let falder mellem to stole. IT mener, at marketing ejer hjemmesidens chatbot. Marketing mener, at IT har styr på reglerne. Leverandøren mener, at kunden selv konfigurerer løsningen. Alle tre har ret. Ingen gør noget.

Det, vi har lært om data og IT-systemer, gælder også her: ejerskabet skal ligge i forretningen. Den afdeling, der ejer kundekontakten, ejer også reglerne for, hvordan AI præsenteres for kunden. IT og arkitekturen sørger for overblikket og for, at leverandørerne svarer på, hvordan de mærker indholdet. Ligger ejerskabet kun i IT, bliver det en teknisk opgave, som ingen i forretningen føler ansvar for.

Den tredje læring er, at gennemsigtighed er et godt sted at starte AI-governance. Kravene er konkrete, rettelserne er små og arbejdet tvinger jer til at finde ud af, hvor AI faktisk møder jeres kunder. Det overblik skal I alligevel bruge, når højrisikokravene rammer i 2027.

Hvad skal I gøre nu?

Find de AI-systemer, der taler med mennesker eller skaber indhold. Tjek, at brugerne får det at vide fra første kontakt. Indfør regler for mærkning af AI-genereret indhold i jeres AI-politik. Giv hver løsning en navngiven ejer.

Det er ikke et stort projekt. Det er fire skridt. De fleste virksomheder kan klare dem på nogle uger.

Først skal I finde systemerne. Lav en liste over alt, der taler med kunder eller medarbejdere. Tag også alt med, der skaber tekst, lyd, billeder eller video. Glem ikke funktioner, leverandøren har slået til i en opdatering. Fremgangsmåden står i kortlægning af AI-systemer.

Dernæst skal I klassificere dem. Langt de fleste ender i begrænset risiko, hvor gennemsigtighed er hele kravet. Men tjek, om nogen af dem rører ved højrisikoområderne eller de forbudte praksisser. Se risikoklassificering efter EU AI Act.

Så skal reglerne skrives ned. Hvornår skal AI-genereret indhold mærkes, hvordan ser mærkningen ud og hvem godkender undtagelser? Det hører hjemme i jeres AI-politik, ikke i en mail fra juridisk.

Til sidst skal hver løsning have en ejer. En navngiven person, der tjekker, at chatbotten stadig siger, hvad den er, efter næste opdatering. Spørg også leverandørerne, hvordan de opfylder mærkningskravet. Få svaret på skrift.

Næste skridt

Gennemsigtighedskravene er den del af EU AI Act, der gælder nu. De er også den nemmeste vej ind i resten af forordningen. Vil I have det samlede billede, så læs vores guide til EU AI Act med den opdaterede tidslinje efter Omnibus.

Vil I have det gjort hurtigt, kortlægger vi jeres AI-systemer, klassificerer dem efter EU AI Act og peger på, hvor gennemsigtigheden mangler. Det sker i en AI Systems Audit til en fast pris på 79.000 kr. I får et overblik, I kan handle på. Det er også grundlaget for arbejdet med højrisikokravene frem mod december 2027.

Brian P.N. Tofft

Brian P.N. Tofft

Managing Partner, We Lead Projects

Brian har mere end 30 års erfaring med projektledelse og IT-transformationer på tværs af brancher.

Relaterede artikler

Klar til at komme i gang?

Kontakt os og hør hvordan vi kan hjælpe med dit næste projekt.

Kontakt os